om jorge design

Jørgen Andersen

Årgang 1954

Bor i Struer

Udpræget morgenmand, der kan li´ at alt har sin plads

Praktisk anlagt både på værkstedet og i haven

Min sans for kvalitet og et ordentligt finisharbejde er grundlagt for mange år siden. Da jeg var midt i tyverne arbejdede jeg med restaurering af antikviteter og fremstilling af massive plankeborde og bænke i gammel stil – uden brug af skruer, beslag og andre nymodens opfindelser. Godt gedigent håndværk i egetræ. Sådan blev jeg træmand – og det er jeg stadig. I forbindelse med min interesse for trædrejning har jeg erfaret, at det ikke kun er første klasses tømmer, der kan bruges til noget. Osse en gammel træstub eller træstykker med begyndende råd, kan forvandles til noget særpræget tredimensionelt – svampe, frugter og skåle for eksempel. Det bliver aldrig kedeligt at arbejde med træ, for der er hele tiden nyt at lære – nyt at eksperimentere med.

Når man som jeg flytter fra Falster til det nordvestjyske, så er man “Tjøwenhavner“.

Sådan er det bare, og det er fint nok, for jyderne har skam osse humor. Men københavnerne vil nu heller ikke kendes ved én, der kommer fra et sted udenfor bygrænsen, så dér er man “Sjællænder”, og det passer meget godt på mig.

Jeg er vokset op på midtsjælland og har boet det meste af mit liv øst for Storebælt. Først de senere år, har jeg haft mod på mere sus om ørerne – og det får man her i Humlum lidt nord for Struer. Med inspiration fra naturen omkring er det godt at ha´ værksted på adressen – det er bare at gå i gang.